Om

Jeg vil gerne fortælle baggrundshistorien om dette projekt, hvem jeg er, hvorfor jeg fik ideen, hvordan det har udviklet sig og hvorfor jeg kalder projektet habithacker.

Det startede da min arbejdsplads opsagde min stilling og tilbød mig en halvtidsstilling. Jeg valgte at sige nej tak til tilbuddet og gik derefter i gang med at tænke over hvad jeg skulle tage mig til.

Den første instinktive følelse var at jeg skulle skynde mig at finde et andet job. Men jeg havde en ret lang opsigelsesperiode, så jeg havde god tid til at tænke mig om.

Så jeg valgte at tage det roligt og give mig selv tid til at spekulere over hvad jeg ville.

Når man får den slags oplevelser, er det en god lejlighed til at tage sit liv op til overvejelse.
Jeg havde lyst til at se mig omkring og udforske andre muligheder.

Jeg fik en ide der, i al sin enkelthed, gik ud på at jeg ville forsøge at komme i erhvervspraktik. Så kunne jeg jo få en fornemmelse af om den branche var noget for mig. Jeg ville samtidig gerne blogge om mine oplevelser.

Hvorfor Habithacker?

Jeg kaldte missionen for Habithacker fordi jeg har lyst til at bryde vaner, se nye muligheder og komme ud af de vante mønstre.

Ideen udviklede sig men det blev for kompliceret og uklart. Jeg ville for mange ting samtidigt.

Derfor valgte jeg at skrotte store dele af planen og lave en ny.

Den nye plan er meget mere enkel, men målet det samme. Jeg vil stadig gerne have indsigt i andre fagområder, men ideen om erhvervspraktik er taget ud.

Min nye plan er ganske enkel. Jeg vil interviewe, og fotografere mennesker der arbejder med håndværk. Jeg vil skrive deres historie og lave nogle smukke billeder. Og jeg vil udgive det på en eller anden måde.

Dagen efter jeg tog beslutningen, fik jeg kontakt med en interessant lille virksomhed. Indehaveren synes ideen var god og ville gerne være med. Projektet er i gang.

Habithacker logoet – Connecting the dots

Habithacker logo’et er inspireret af flere forskellige emner og temaer. Jeg synes der skal være nogle tanker og historier bag logoet. Det får en større styrke og kommer til at betyde mere for mig. Og forhåbentlig også for andre.

Logoet er primært inspireret af Steve Jobs berømte tale fra 2005 på Stanford universitetet i USA. Her taler han om “Connecting the dots” – at forbinde punkterne fremadrettet.

Særligt denne del af talen resonerede stærkt med mig, selvfølgelig på grund af den situation jeg befinder mig i lige nu.

“You can’t connect the dots looking forward; you can only connect them looking backwards. So you have to trust that the dots will somehow connect in your future.
You have to trust in something: your gut, destiny, life, karma, whatever.
Because believing that the dots will connect down the road will give you the confidence to follow your heart, even when it leads you off the well worn path.”

Dette er kun et uddrag, men hør hele talen på Stanfords Youtube kanal.

Forskellige udtryk

Logoet har haft mange forskellige udtryk i designprocessen, men Connecting the dots temaet, har været gennemgående. I starten forsøgte jeg at skabe et håndtegnet look med min Wacom tablet. Derefter blev mere poleret. Det kom til at ligne et træ og senere et træ der lignede et menneske med udslåede arme, klar til at omfavne og kramme.
Men det blev for kompliceret og uklart, og jeg vendte tilbage til den oprindelige idé med punkter der forbindes og et meget simplere design.

Jeg eksperimenterer stadig og har lavet mange forskellige versioner. Jeg elsker at lege. Men det finder sikkert sin endelige form på et tidspunkt. Jeg har selv designet det i Affinity Photo og Affinity Designer. Mit budget tillader ikke at hyre en professionel designer :-) Jeg har brugt meget tid på det – ALT for meget tid, men det er svært at slippe når jeg først kommer i gang.